Lokaler og lokaliteter

Klubhuset og dets indretning

Vores skønne klubhus i Svanemøllehavnen.

DSR’s klubhus er beliggende i Svanemøllehaven på Østerbro i København (Strandvænget 55).

Det nuværende klubhus er i tre etager, blev indviet i 1939 og erstattede det klubhus, der havde ligget for enden af Kalkbrænderihavnsløbet, og som var brændt ned.

Klubben er – af hensyn til risikoen for tyveri – aflåst hele døgnet og sikret med alarm. Det er derfor muligt at få en nøglebrik til klubben mod depositum. Du bør ikke lukke folk ind i klubben, hvis du har mistanke om, at de ikke har noget at gøre der.

Stueetagen

Bådhal

Bådhallen optager det meste af pladsen i stueetagen. Her opbevares de både, som anvendes til roning fra klubhuset i Svanemøllen og om vinteren også de både, der anvendes på Bagsværd Sø. Reparationer af bådene foregår her og på værftet. Rygning og brug af åben ild er strengt forbudt på grund af brandfaren.

Kontoret

Er et arbejdsværelse for bestyrelsen og fungerer tillige som depot for reservedele til klubbens både. Benytter du den sidste reservedel af en bestemt art, bedes du sende en mail til materieludvalget på materiel@danskestudentersroklub.dk. Adgang gennem bådhallen.

Værkstedet

Værkstedet er ikke aflåst, så det er nemt for alle at finder det nødvendige værktøj til hurtig udbedring af småskader pådraget under træning og til vintervedligehold. Hvis der alligevel mangler noget bedes du sende besked til materiel@danskestudentersroklub.dk. Husk, at lægge alt værktøj tilbage på dets plads, så andre også kan få gavn af det.

Omklædning

I omklædningsrummene er der bruse- og toiletfaciliteter. Endvidere er der et antal skabe, som udlejes for et år ad gangen. Skabskort skal fornys årligt (læs mere her). Skabe, der benyttes uden gyldigt skabskort, vil blive tømt, og indholdet lander først i store sorte sække og smides efter en periode væk.

Robassin

Robassinet er beliggende i stueetagens nordøstlige hjørne ved siden af bådhallen og damernes omklædning og benyttes primært til instruktion og om vinteren til tekniktræning. Herudover kan det benyttes af alle efter lyst og behov. Her forefindes ligeledes ekstra ergometre.

Sauna

Der er sauna i forbindelse med herre- og det ny damebad.

Ergometerrummet

Omdrejningspunktet for klubbens vintertræning er ergometerrummet i stueetagens sydlige del ved siden af herrenes omklædning. Her findes kondicykler, plinter, ribber, vægte og forskellige indretninger til brug af disse samt en masse ro-ergometre. Træningsrummet står til fri afbenyttelse bortset fra de tidspunkter i vinterhalvåret, hvor der er reservationer af ergometre. Hvis man er usikker mht. brugen af ergometre eller vægte, kan man altid henvende sig til en af trænerne. Københavns Skiklub har i det lille rum mellem ergometerrummet og bådhallen et antal skiergometre stående, som DSR’s medlemmer må anvende, når de er ledige, ligesom KS’ medlemmer må benytte ro-ergometre mv., når de er ledige.

Værftet

Ved siden af ergometerrummet findes klubbens bådeværft, hvor noget af vintervedligeholdet foregår. Værftet er låst, da her står stort værktøj og maskiner.

1. sal

Bar og køkken

DSR har en fastansat kok til at lave mad mandag til torsdag året rundt. Der bydes på forskellige gode, nærende retter i form af et hovedmåltid med salat og hjemmebagt brød. Derudover sælges kaffe, kage, øl og vand. Maden kan nydes til en fornuftig pris i slyngelstuen eller på verandaen.

Husk, at der ikke er ansat hjælp til afrydning efter maden! Saml derfor dit beskidte service på vognen ved køkkenet, når du er færdig med at spise. NB: Dette gælder kun så længe køkkenet er åbent! Spiser du i klubben på andre tidspunkter, bedes du benytte opvaskemaskinen i medlems-tekøkkenet mellem foyeren og køkkenenet.

Som et led i introduktionen af klubben for de nye medlemmer, skal alle kaniner aftjene en kanintjans ved at give hånd med i køkkenet og baren (og desuden en kanintjans ved vedligehold af både i stueetagen). På denne måde indføres man i køkkenets ”hemmeligheder” og vejen til social fremdrift: At få hilst på alle klubkammeraterne.

Køkkenets aktuelle åbningstider kan findes på hjemmesiden og annonceres i nyhedsbrevet. Om sommeren er køkkenet som regel åbent mandag til torsdag fra kl. 19 til 21.30. Om vinteren samme dage fra 18.30 til 21.00. Maden betales i baren kontant, via MobilePay eller med klippekort. I baren sælges også klubtøj som veste, trøjer og trikoter.

Bestyrelseslokalet

Herfra administreres klubbens anliggender, og møder i bestyrelsen og udvalg afholdes her. Bestyrelsesmedlemmer kan kun sjældent træffes her, idet det ikke er fast bemandet. Vil man i kontakt med et bestyrelsesmedlem, må man derfor enten skrive til vedkommende eller til bestyrelsen eller håbe at møde vedkommende på verandaen eller i Slyngelstuen efter rotid, det vil som regel sige mellem kl. 20 og 21 på hverdage.

Redskabsrummet

Mellem bestyrelseslokalet og Kongeværelset ligger et depotrum, hvor klubbens festremedier og redskaber til vintergymnastikken opbevares. Hertil er adgang fra salen. Der er mange ting i rummet, så vær omhyggelig med at få det, du tager ud, lagt rigtigt på plads igen.

Kongeværelset

Kongeværelset, også kaldet hjørneværelset, er beliggende i den sydøstlige del af 1. sal. Værelset bruges hovedsageligt til møder.

Salen

Salen, der er beliggende på første sal, bruges i vinterhalvåret til gymnastik. Endvidere afholdes vores fester, generalforsamlinger og infoaftener her. Salen kan ligesom klubbens andre lokaler lejes.

Slyngelstuen

Her er findes klubbens bar og de vigtigste opslagstavler. Stuen benyttes bl.a. ved fredagsbar-arrangementer, men også i det daglige, hvor folk sidder og nyder deres aftensmad eller en kop kaffe. Endvidere hænger malerier fra klubbens historie og trofæet Spejlet (de år det er vundet9 herinde.

Verandaen

Dette lokale er beliggende lige ud mod Øresund og har vel sagtens en af byens bedste udsigter. Her kan aftenens måltid fra køkkenet indtages, og nysgerrige sjæle kan betragte travle kammerater vende hjem og lægge til kaj efter endt togt.

2. sal

2. sal anvendes primært til privat beboelse og opbevaring af diverse genstande. Her er tre lejligheder, som udlejes til aktive medlemmer. Derudover findes klubbens arkiv over gamle årbøger, tidligere numre af bladet samt kort mv. til planlægning af langture.

Andre lokaliteter

Bagsværd Rostadion

Ved Bagsværd Sø ligger Danmarks Rocenter (DRC). Her findes klubbens bedste outrigger-materiel, og her træner klubbens kaproere. Er du interesseret i at dyrke kaproning på højeste niveau, er du velkommen til kontakte Kaproningschefen på kaproning@danskestudentersroklub.dk.

Gåsehuset

Klubben ejer en mindre hytte i Ravnsholt skov ved Allerød Station. Fra dette hus arrangerer orienteringssektionen orienteringsløb hver 3. uge i vinterhalvåret.  Man behøver dog ikke at løbe orienteringsløb for at aflægge Gåsehuset et besøg. Man kan til enhver tid leje huset for en kortere eller længere periode.

Du kan læse mere om Gåsehuset og O-sektionen her.

Comments are closed.