Dan Nielsen er død, 80 år gammel.
Den 26. maj ville Dan have kunnet fejre sit 60 års jubilæum i DSR. Et af de allerældste aktive medlemmer i klubben.
Men det nåede han desværre ikke. Forleden faldt han om i sit hjem i Dyssegårdskvarteret, hvor han boede alene med sin kat, Mis. Han blev indlagt på Bispebjerg – hvor han kort efter døde.
Dan var ikke en mand, der gjorde megen stads af sig selv. Faktisk var han meget genert – og privatlivskortet blev holdt tæt ind til kroppen. Vores klubs formand Kasper har i klubbens nyhedsbrev skrevet om Dans enorme indsats i klubben. Der er snart ikke den post, han ikke har indtaget (udover formand).
Utallige er de kaniner, der op igennem årene er blevet instrueret af Dan. Så har han siddet i bestyrelsen både som langtursrochef, kasserer og sekretær, været formand for bådeværftet, redaktør på DSR-bladet i 2 perioder, siddet i redaktionen af jubilæumsbogen, i bestyrelsen for DSR’s venner, bestyret Mindefondet i samme , været barvagt, stået for morgenroningen i nyere tid, ydet juridisk assistance, både når klubben havde udeståender med aktører udefra, men også internt – og de, der er kommet til de årlige generalforsamlinger siden 1975, har kunnet nyde godt af hans professionelle guidance som dirigent gennem ofte oprørte vande.
Apropos oprørte vande, så var Dan også én af de unge, der i sin tid (1968) var med til at stemme dørklokker for at få folk til at møde op til ekstraordinær generalforsamling, så kvinderne kunne stemmes ind i klubben. (Tak for det, Dan). Og så var han æresmedlem nr 22.
Men hvem var han, den stilfærdige advokat? Lidt ved vi om, hvad der stod på det privatlivskort. Han var et resultat af krigens mørklægningsgardiner, der resulterede i de såkaldte store årgange. Han var den lille forkælede efternøler med 4 større søstre – og flyttede først hjemmefra, da han var 30!
Hans far var postbud – og Dan blev den første akademiker i familien. Han startede med at læse matematik på Bohr-instituttet – men skiftede til jura.
Inspirationen til dette skift skete ifølge ham selv ”fordi der altid lå en meget solbrændt advokat i liggestolen i klubben. Han bestyrede dødsboer, og kun når hans sekretær ringede efter ham, mødte han op på sit kontor.”
Dans advokatkarriere blev ikke helt som forbilledet – eller som han selv sagde: ”Så brun blev jeg aldrig”!
Det var typisk for Dans lune, underspillede humor – én af hans store kvaliteter. Han var ikke den, der snakkede meget, men når han sagde noget, var det tit med et lunt glimt i øjet.
Dans helbred har været meget dårligt de sidste år, eller som han selv sagde: ”Nævn en sygdom – og jeg har den”! Det har ikke forhindret ham i nærmest at kravle hen til klubben for at deltage i morgengymnastikken
eller morgenroningen, når han overhovedet kunne.
DSR spillede en meget stor rolle i hans liv. Som roer var det inrigger-roningen, der havde hans hjerte. Kaproning har derimod aldrig været noget, han interesserede sig for: ”Nej, det er jeg ikke tiltrukket af. Jeg
er ikke noget konkurrencemenneske. Jeg er tilfreds med bare at komme frem – baglæns. Det er altid godt at se, hvor man har været”.
Og Dan HAR været i DSR – i den grad.
Gunvor Bjerre
