Inriggerkaproning (InKA)

Inka er sammen med Coastalkaproning DSR’s tilbud til de ambitiøse (motions-)kaproere i Svanemøllen, dem der sætter kaproning i centrum. Målet for træningen er at klare sig bedst muligt og ro på fremragende vis, og opnå de bedste resultater i de konkurrencer, hvor DSR’s stander og farver vises frem.

Inka er for dig, der vil ro kaproning i inriggere. Dig der vil træne seriøst, dvs. organiseret, dedikeret og fokuseret med henblik på deltagelse i DFfR’s langdistanceturnering, kortbane DM og Copenhagen Harbour Race. Andre regattaer kan også komme på tale.

Hvad det kræver af dig

Som roer på Inka skal du være indstillet på at træne regelmæssigt igennem længere tid for at forbedre dig fysisk og teknisk sammen med dine holdkammerater. Det forventes, at du træner minimum tre gange om ugen, og at du prioriterer deltagelse i regattaer i DFfR’s langdistanceturnering henover sommeren. Turneringen består af fem regattaer, normalt fordelt med tre i maj/juni og to i august.

Du skal have en indstilling, et mindset, der understøtter kaproning. Du vil udvikling, og træner med fokus på forbedring. Du må godt blive lidt irriteret indeni, når dine holdkammerater ror lidt hurtigere til træning, når blot det motivere dig til arbejde mere, for at rollerne bliver byttet rundt. I arbejdet i den enkelte båd bidrager du til, at du og dine kammerater bliver bedre sammen.

Det forventes også, at du har intentionen om at erhverve dig (begrænset) styrmandsret.

Som roer på Inka har du privilegier og pligter. Privilegier er fx faste træningstider med dedikeret trænerteam, reserverede og mulighed for deltagelse i diverse mesterskaber. Pligterne er bådistandsættelse, deltagelse i festproduktion mv., og fungere som instruktør, assistere ved træning på Førsteårsroning eller i udvalgsarbejde ved organisering af diverse mindre opgave.

Har du fået en rød svensknøgle for ikke at have udført din del af vintervedligeholdet, kan du ikke deltage i træning på Inka i lighed med regler for klubbens øvrige organiserede tilbud.

Fast træner og fokus på udvikling og sammenhold

Der er tilknyttet et fast team af trænere til Inka. Det nuværende team består af Henrik Asmussen og Bøg Mosegaard.

Trænerne tilrettelægger træningen over sæsonen, og de udtager roere til de enkelte regattaer. De har ansvaret for, at roerne befinder sig i en konstant (progressiv) udvikling.

Kaproning kan være hårdt, men det SKAL også være sjovt at træne. Inka er derfor også et socialt netværk.

Hør mere om InKa

Ønsker du at være en del af Inka, kontakt da Henrik eller Bøg eller kom forbi træning – tidspunkter fremgår af ugeplanen.

Comments are closed