Hvad er motionsroning?
Motionsroning er en rotur i eller uden for dagligt rofarvand, hvor fokus hviler på den gode, sociale oplevelse af fællesskab med roningen som fælles samlingspunkt. Ved motionsroning er både roere og kajakroere velkomne i deres respektive turbåde!
Hvorfor skal jeg tage med på motionsture?
Det skal du, fordi du har lyst til at opleve, at roning også tilbyder et socialt foreningsfællesskab på tværs af alder og alle træningstilbud i vores roklub. Udgangspunktet er at komme på vandet i sommersæsonen sammen med de andre rokammerater – både roere og kajakroere, nye og gamle.
Hvem kan deltage?
Motionsroning stiller ikke samme krav til din fysik og din psyke som langtursroning. Derfor kan nye roere – også kaniner, som lige har fået roret – sagtens deltage. Alle frigivne roere i DSR kan altså komme med på motionsture.
Det eneste krav er, at der er mindst én styrmand i hver båd. Derfor er det godt at planlægge, at du som roer bliver styrmand, hvis du ikke allerede er det. Så er du nemlig sikker på at kunne komme med ud at ro hver gang du er i roklubben og har muligheden for at tilbyde dine rokammerater, at de kan tage med ud på en rotur.
Motionsroning er altså en rigtig god idé for nye roere, som gerne vil komme med i det sociale netværk i DSR.
Hvornår ror vi?
I løbet af sæsonen bliver der udbudt ture på hverdage, hvor hver roer selv afgør, hvor kort eller langt de vil ro. Vi har også muligheden for at blive stærkere igennem sæsonen til at få mod på at ro ud på lidt længere dagsture.
I weekenderne ror vi ture i daglig rofarvand og vi har traditionsture bl.a. Løvspring i foråret, hvor vi ser bøgen springe ud og efteråret hvor naturen omkring søen farves i orange-røde farver. Det plejer at foregå på på Sjællandske søer typisk Furesøen og nogle gange også Esrum Sø.
Hold dig opdateret
Hold også øje med gruppen Facebook i gruppen DSR – Motionsroning samt nyhedsmailen for datoer og tilmelding til vore traditionsture, eller skriv til Motionsrochefen, hvis du har spørgsmål.

