Så lakker 2020 mod enden og sikket et vildt år vi lægger bag os. Corona, aflyste stævner, udskudt OL i Tokyo, og et hav af restriktioner hæmmede os og alligevel blev det en sommer med masser af roede kilometer.
Fjorten dage inden standerhejsning og sommersæsonen 2020 blev hele Danmark lukket ned på grund af Corona. Det betød selvfølgelig også, at vi i Danske Studenters Roklub måtte lukke ned. En nedlukning, som varede til slutningen af april, hvor der meget forsigtigt blev åbnet for roning i faste hold i mindre bådtyper. Disse forhold levede vi med gennem maj, hvor vi sammen lige så stille vendte tilbage til en mere eller mindre ”normal” rosæson.
Selvom vi var lukket ned i 6-7 uger og først for alvor satte fra pontonen i juni, ja så har vi samlet roet godt 50.000 km på Øresund i år. Dette er 6.000 km mere end sæsonen 2019 og tæt på sæsonrekorden i nyere tid på små 53.000 km fra 2016.
Det har været fantastisk at se, hvordan alle i DSR har passet godt på hinanden, passet godt på klubben og i vid udstrækning overholdt alle de restriktioner, der har været os pålagt, selvom man hurtigt kunne komme i tvivl om, hvilke af de restriktioner der gjaldt i går, fortsat gælder i dag, og hvilke der træder i kraft i morgen eller næste uge.
Den sene sæsonstart medførte også, at vi kom bagud med optaget af nye medlemmer. I slutningen af sommersæsonen ved standerstrygning var vi godt 50 medlemmer færre end normalt. Heldigvis har vi haft markant færre udmeldelser end normalt de seneste måneder, så hvor sorte skyer tegnede sig i horisonten ved standerstrygning, ser udsigt mindre dyster ud her ved årsskifte, p.t. er vi ca. 10-15 færre medlemmer end sidste år på samme tid. Det glæder mig meget, at vi alle har været gode til at holde på hinanden. Det sætter jeg og bestyrelsen virkelig stor pris på.
Ja, vi nåede så hen til vintersæsonen, og jeg skal love for, at I medlemmer har fået appetit på at træne indenfor. Vi måtte derfor dele gymnastikholdene op, for at flest mulige kunne være med. Træningsholdene i ergometerrummet har også været fyldt godt op, og der skulle fra januar komme nye tiltag som lørdagsgymnastik.
Den store interesse for indendørstræningen fortsatte lige indtil, at vi endnu en gang skulle lukke ned i midten af december. Vi har dog heldigvis stadig mulighed for træne og ro udendørs, så der er stadig liv i klubben. Vores nye udendørstræningsanlæg er ved at være klar til brug, og det er vores håb, at der kort inde i det nye år kan komme kajakergometre, 3-4 roergometre og lidt vægte ud i de nye træningsfaciliteter, og derved øge mulighederne for udendørs træning under nedlukningen.
I løbet af efteråret ansøgte vi flere Corona-hjælpepuljer, fx for kompensation for manglende kontingentindtægter og merudgifter til sprit mv. Vi har fået tildelt omkring 60.000 kr. igennem disse puljer. Det gør, at vores driftsøkonomi som helhed kommer styrket ud af 2020, og at hullet fra nedgangen af medlemmer ikke bliver så stort igen.
Der er også en anden god nyhed: Vores længe ventede nye 2-års inrigger fra Jørgen Andersen er færdig og bliver hentet mellem jul og nytår. Båden, der har været over 10 år undervejs, er en søsterbåd til Hu og skal bruges til inriggerkaproning. Der kommer yderligere en ny 4-års inrigger inden standerhejsning, denne er en søsterbåd til Hermod. Med andre ord en masse gode ting at se frem til i 2021.
Standerhejsning i 2021 er med vilje lagt senere end normalt, og bliver søndag, den 11. april, som er weekenden efter påske (sæt kryds i kalenderen). Vi håber, at den nye vaccine og en længere nedlukning af samfundet betyder, at vi kan starte sæsonen 2021 med færre restriktioner, end i 2020. HKH Prinsesse Benedikte har lovet at komme forbi til Standerhejsningen og døbe den nye båd fra Jørgen Andersen. Vi krydser alt for, at det vil kunne lade sig gennemføre.
Vi vil også gøre alt, hvad vi kan for, at der kommer så mange sociale arrangementer som muligt i 2021. Om det er fredagsroning med grill, hyggejazz på terrassen eller søndagsbrunch, så vil vi se, hvor meget vi sammen kan gennemføre. Jeg tror, at rigtigt mange os af bare ønsker at kunne være sammen igen i klubben – uden restriktioner.
Kort før jul fik Sverri Nielsen fra DSR den første OL-billet blandt roerne til Tokyo i 2021. Vi håber på og krydser fingre for, at der kommer et par stykker mere i løbet af foråret, så Danske Studenters Roklub igen bliver stærkt repræsenteret ved OL. Selvom det muligvis bliver noget natteroderi, så er det mit håb, at vi til sommer kan samles for at se roning direkte fra Tokyo i Svanemøllen.
Og mon ikke Langtursudvalget kommer på banen med et par interessante langture, at der kommer SPP-løb med integreret løb for Langdistanceturneringen, og måske endda en Hjelmsjølejr? Jo, der kommer masser af spændende tilbud igen i 2021 til alle vores medlemmer.
Afslutningsvis vil jeg, på egne og bestyrelsens vegne, ønske dig et godt nytår, sammen kan vi os til en masse gode ro-oplevelser i 2021.
Venlig hilsen
Kasper Haagensen, formand.