Corona-update 25. oktober

På baggrund af regeringens nyeste coronarestriktioner, så kommer vi som klub til at foretage følgende ændringer, som er beskrevet nedenfor. Nogle ting er opsummering, andre er nye tiltag og vi håber at alle medlemmer læser denne besked grundigt igennem og følger bestyrelsens  vejledninger, som er bygget på regeringens restriktioner.

Restauranten

Du skal stadig benytte mundbind når restauranten har åbent fra 18.30 – 21.30 i Slyngestuen, på Verandaen og i Kongeværelset. Først når du har sat dig, kan du tage dit mundbind af. Der må ikke ved samme bord sidde flere end 10 personer på samme tid. Dette gælder også ved evt. møder i Kongeværelset og bestyrelseslokalet. Så spred jer og undgå at sidde tæt.

Gymnastik

Alle aftenhold vil fra mandag d. 26. oktober have tilmelding via Groupcare. Der må max være 10 personer til gymnastik inkl. instruktøren. Nogle hold har valgt at korte ned på tiden, men til gengæld så åbne op for flere hold, andre holder fast i samme tider.
Lad nu være med at tilmelde dig, hvis du ikke ved om du kan komme, så andre medlemmer derfor ikke kan få lov til at træne med på holdet. Hvis du er tilmeldt, så møder du op!

Morgengymnastikken koordinerer internt på holdet hvordan man strukturer det. Der gælder samme principper om max 10 personer, så kommer der for mange, kan man ro ergometer eller måske stadig nå en tur på vandet.

Omklædningsrum

Vi opfordrer alle til at passe på hinanden, og er der for mange mennesker, så træd tilbage og vent et par minutter, til at du selv kan komme til og i bad. Du kan evt. klæde om hjemmefra og kun gå i bad efter træning i DSR.

Saunaen

Generelt mener vi at man bør holde sig væk fra saunaen, og skal man endelige bruge den, så er det maximalt 5 personer ad gangen og med størst mulig afstand til hinanden. HUSK at medbringe håndklæde til at sidde på.

Træningslokalerne i stueetagen

Der er skemalagt hold træning fra 16.00 – 21.00 mandag til fredag, respekter de tider som er reserveret og selvom du mener at have spottet et ledigt ergometer, så er det ikke til dig!!
Der kommer 3 områder med ergometer: træningslokalet med 10 ergometre, ro bassinnet med 8 ergometre og udendørs telt med 8 ergometre. Der må max træne 10 personer på samme tid hvert sted, dette er inkl. en evt. træner.

Se ergometerplanen her

Kajakergometre får deres eget telt udenfor.

Udenfor skematidspunkterne kan ergometrene frit benyttes.

Vægttræningsområdet

Vægttræningsområdet er reserveret til kaproerne mandag – torsdag fra kl 17.30 – 19.30. Kommer  du ned og det ser ledigt ud i dette tidsrum, må du stadig ikke benytte udstyret.
Før kl 17.30 og efter kl 19.30, kan vægttræningsområdet frit benyttes, dog maximalt 10 personer af gangen, uanset tidspunktet.

Vinterroning

Vi opfordrer til, at man fortsat tager ud og ror på vandet, men husk at have redningsveste på. Der er lavet nogle ændringer i reglementet som gør, at man allerede fra solopgang kan tage ud.

Undtagelsen fra forsamlingsforbuddet.

I regeringens restriktioner er professionel- og Team Danmark-afviklet træning undtaget for forsamlingsforbuddet på 10 personer. Derfor vil du kunne opleve at kaproerne tilknyttet DRC eller projekter under DRC vil træne flere end 10 personer i ergometrene og det er fuldt legalt.

Generalforsamlingen

Denne type arrangementer er undtaget af forsamlingsforbuddet og vi forventer derfor stadig at kunne afvikle generalformsamlingen som planlagt fredag d. 20. november.
Der kommer dog ingen spisning inden, ligesom alle skal møde med mundbind på, indtil man er registreret og har fundet sin plads. Der vil være pladser både i salen og på verandaen, hvor der også vil være projekter og lydudstyr.
Hele generalforsamlingen planlægges at blive streamet på nettet og man vil kunne stille spørgsmål, via nettet og direkte fra salen.
Man vil dog kun kunne stemme ved personligt fremmøde eller via fuldmagt.

Julefrokosten og Styrmandslaugets generalforsamling

Begge disse arrangementer er aflyst i år, meget trist og beklageligt. Vi håber, at vi kan komme  stærkt igen i 2021 med nogle sublime fester. Styrmandslauget vil i stedet supplere sig selv og GENVALG har aldrig været ilde hørt.

På DSR bestyrelsens vegne
Kasper Haagensen – Formand

 

Comments are closed