Puls og program

Puls & Program (PoP) er et tilbud om fokuseret holdtræning til dig, der gerne vil have pulsen op og sammen med andre forbedre din teknik både på vandet i sommersæsonen og i ergometrene i vintersæsonen.

PoP er et fleksibelt tilbud. To ugentlige træningspas hvor et trænerteam understøtter din træning og udvikling. Du kommer, når du kan. Det skal være sjovt at træne – og vi går op i, at vi samarbejder som et samlet hold, og at der er en god stemning på holdet.

Du skal være indstillet på et intensivt træningsprogram fremfor “hygge-roning”. Det forventes, at presse dig selv, så pulsen kommer op, at du er fokuseret på at forbedre dig teknisk – herunder også lære at skifte hurtigt. Ovenstående er muligt, selv om man samtidig har godt humør og god stemning – vi får pulsen op sammen, men vi hygger os, når vi gør klar og efter træningen.

Træningen

På PoP er der mulighed for at træne både i inriggere og coastalbåde.

Under vejledning af trænerne ror vi typisk et program på godt 10 km i intervaller af forskellig længde. Hertil kommer opvarmning og afroning. Træning på vandet tager derfor i alt 1,5-2 timer og i ergometrene om vinteren ca. 1 time.

Efter træning hygger vi os ofte sammen med fællesspisning i klubben, og laver andre sociale arrangementer i løbet af året, både i og udenfor klubben.

Ro om kap til Sved på panden-løbene

Som supplement til træningen er det muligt for alle roere på PoP til at deltage i Sved på Panden-løbene (SPP) i sommersæsonen. SPP er et socialt løbstilbud for alle roere i alle aldre og på alle niveauer i de københavnske roklubber, og formålet er at få god motion og komme i form — og selvfølgelig at ro så stærkt man kan, og gerne lidt hurtigere end træningskammeraterne, modstandere fra naboklubberne eller blot forbedre sig med sine holdkammerater.

Løbsdistancen i SPP er på 10 km, og løbene afvikles fra enten Hellerup eller roklubben SAS i Sydhavnen. Med SPP tæt på DSR er PoP dermed også et oplagt træningstilbud, hvis du både vil give den gas til træning og ro løb, men ikke kan afse mere end et par aftener om ugen til roning. De PoP-roere, der ror SPP, ror på mere faste hold op mod SPP-løbene.

Få tekniske rettelser og bliv en bedre roer!

Inden hver PoP-træning på vandet i sommersæsonen sætter trænerteamet Sebastian Terp og Tor Høyer Rasmussen bådhold på bådpladsen og præsenterer et program, der nok kan få pulsen op – samtidig med at nærmest alle kan være med. Under træningen giver trænerne løbende konstruktiv feedback fra motorbåden.

Privilegier og pligter

Som roere på PoP har du privilegier og pligter. Privilegier er fx reserverede træningstider, materiel og et dedikeret trænerteam. Pligterne er bådistandsættelse, assistere ved træning på klubbens tilbud til førsteårsroere, samt organisering af diverse mindre opgave.

Har du fået en rød svensknøgle for ikke at have udført din del af vintervedligeholdet, kan du ikke deltage i træning på PoP i lighed med regler for klubbens øvrige organiserede tilbud.

Tilmelding

Du tilmelder dig hver PoP-træning på Groupcare i gruppen DSR Puls og Program.

Kom og ro med på PoP!

Comments are closed.