Kom godt i gang

Roning er en livsstil! — og vi gør vort bedste for at få alle til at føle sig velkomne og blive bidt af livet ved åren.

Men der er også ting, du selv kan gøre for hurtigt at blive en del af DSR og få det meste ud af klubben. Nogle vigtige råd er:

Det tager tid at ro!

Roning er ikke nødvendigvis en sport, man dyrker på bestemte tidspunkter om ugen. Man kan ro, når man har lyst, og vejret er til det — ja, i princippet hver dag hele døgnet rundt. Til gengæld er roning noget, der tager tid; båden skal gøres klar, inden man tager af sted, og den skal rengøres, når man kommer hjem. En rotur på vandet tager derfor ofte et par timer, hvorimod vintertræningen indendørs er noget mindre tidskrævende.

Når du kommer hjem fra en dejlig tur om aftenen, er der til gengæld heldigvis mulighed for at få en god omgang aftensmad i klubbens køkken mandag-torsdag.

Du skal selv være aktiv!

DSR får mange nye medlemmer hvert år, og selvom vi gør, hvad vi kan for at få nye medlemmer til at føle sig velkomne, kan vi ikke altid tage os særligt af den enkelte. Derfor fordrer det, at du selv gør en aktiv indsats for at blive integreret i klublivet.

Ring eller skriv derfor selv til folk for at aftale roture. Brug meget gerne listen over instruktører, som du finder på opslag i klubben eller i Groupcare-gruppen DSR Kaniner->Filer, også efter du har fået din roret. Hag dig fast i blusen på en styrmand, og nægt at slippe, før han/hun har lovet at tage dig med på en tur ind til kanalerne en solrig søndag.

Kom til klubbens fester og andre aktiviteter, og arranger selv nogle. Klubben og klubhuset giver næsten uanede muligheder for at arrangere alle former for sociale og ro-relaterede begivenheder, og der er altid plads til en sjov idé og gåpåmod. Hold dig ikke tilbage for at spørge instruktørerne, udvalgs- og bestyrelsesmedlemmer eller andre, om hvordan du kommer i gang.

Groucare-grupperne er et rigtig godt værktøj til dels selv at arrangere ture; men også at komme med på andre opslåede ture – for mere info om groupcare.

Bliv et kendt ansigt i DSR!

Det er en god ide at blive et kendt ansigt blandt de gamle medlemmer. Det er dem, der kan tage dig med på de spændende ture, de kan lære dig en masse, og de kan hjælpe dig ind i klublivet. Og husk, at de selv var kaniner engang, så de ved, hvordan det er at være ny i DSR. Hold dig derfor ikke tilbage, hvis du har spørgsmål eller har lyst til at give en hånd med til fester, i udvalgene eller i klubbens hverdag.

Tag med på kaninlangtur!

Hvert år arrangerer sidste sæsons nye medlemmer en kaninlangtur for årets kaniner. Det er altid en fantastisk tur med gode oplevelser — til vands og på land. Det er også en fremragende måde at lære både dine med-kaniner og de gamle medlemmer at kende, ligesom du får muligheden for at opleve nye farvande og måske endda se København fra vandsiden.

Velkommen i DSR — vi glæder os til at ro med dig!

Comments are closed