Første rotur

I DSR kan du lære at ro året rundt!

Uanset om du får lyst til at komme i gang med at ro om sommeren, når bådene er på vandet næsten uafbrudt, eller når det kolde vejr huserer, og klubhuset danner rammen om de mange vinteraktiviteter — så er du altid velkommen i vores klub.

Herunder kan du derfor læse mere om det at begynde i DSR. Er du endnu ikke medlem af DSR? Så klik her, og meld dig ind!

Vintersæson

Om vinteren foregår begynderinstruktionen indendørs i ro-ergometer hver søndag kl. 10:30 og onsdag kl. 18:30, hvor du lærer de basale rotekniske trin og klubben at kende. Efter en håndfuld instruktionsgange vil du være klar til instruktion for let øvede om søndagen kl. 11:30 (altså lige efter begynderinstruktionen) og rospinning om fredagen kl. 18:00 (også kaldet Rowcial, da der efterfølgende arrangeres fællesspisning).

Ergometerinstruktionen er allerede begyndt,
men du kan sagtens nå at være med til god og sjov vintertræning!

Alle kan være med til ergometerroning, som er en god og skånsom træningsform, der kan tilpasses den enkeltes evner og ambitioner. Starter du i ergometret, vil du desuden have et forspring, når udendørssæsonen begynder til april.

Da dørene til klubben normalt er låst, bedes du, den første gang du kommer til ergometerinstruktion, møde ved cykelstativerne kl. 10:10, så vi kan lukke dig ind, og så du kan nå at klæde om. Det er desuden muligt at købe en nøglebrik til klubhuset, så du har adgang døgnet rundt. Efterfølgende gange må du gerne møde, så du er klar til roning 10 minutter før.

Tilmelding til instruktionen foregår via Groupcare (se mere mere her).

Et medlemsskab af DSR giver også adgang til alle de andre indendørsaktiviteter, som vinteren igennem finder sted på klubhusets første sal, herunder cirkeltræning, yoga og gymnastik. Aktiviteterne i salen er åbne og gratis for nye såvel som gamle medlemmer, holdene ledes af erfarne instruktører,
og forhåndstilmelding er ikke nødvendig.

Se dine muligheder for indendørsmotion i det aktuelle ugeprogram, og husk, at du mandag-torsdag efter træning kan spise i klubben, hvor vores kok Rasmus serverer dagens varme måltid med salatbar for kun 60 kr.

Vi glæder os til at hjælpe dig i gang med indendørsroningen – du melder dig ind DSR her.

Sommersæson

For at du kan modtage instruktion og ro i DSR, er det et krav at du er medlem og har betalt dit første kontingent. Du skal derudover være sikker på, at du kan svømme minimum 400 meter uden svømme- eller redningsvest.

Førstegangsinstruktion foregår normalt lørdage kl. 13 og mandage kl. 17:15 i perioden april til og med midten af august. Det varer omkring 2½-3 timer og foregår både på land og til vands.

Førstegangsinstruktion tager lidt længere tid end de efterfølgende gange til instruktion. Du skal lære om bl.a. sikkerhed, ro-kommandoer og grundlæggende roteknik, inden vi tager ud for at ro på vandet første gang.

En bådfuld kaniner stævner ud på deres første rotur til årets første instruktion på vandet.

For at vi kan tilrettelægge instruktionen hensigtsmæssig for dig og alle de andre nye roere, er det vigtigt at du på Groupcare melder dig til førstegangsinstruktion. Tilmelding til førstegangsinstruktion sker på DSR’s community site dsr.groupcare.dk, som er omdrejningspunktet for klubbens trænings- og sociale aktiviteter. Du kan læse alt om hvordan du melder dig til på Groupcare her.

Til førstegangsinstruktion mødes vi på bådepladsen på bådepladsen bag bygningen ud mod vandet. Adressen er Strandvænget 55, 2100 København Ø. Dørene i klubhuset er normalt låst, men i sommerhalvåret er det som regel muligt at komme ind gennem en af bådportene. Det kan dog varmt anbefales at købe en nøglebrik til klubhuset, så du altid har adgang.

De efterfølgende instruktioner varer hver omkring 2 timer, og du tilmelder dig ligeledes på Groupcare. Herefter møder du op på bådepladsen, og instruktørerne sætter bådehold alt efter hvor langt du og de andre roere er nået i instruktionsforløbet. Hvis du glemmer at melde dig til på Groupcare eller pludselig får tid til en almindelig instruktionsgang, må du gerne møde op alligevel – vi kan bare ikke garantere dig en plads i en båd (selvom vi naturligvis vil gøre vores bedste med det antal instruktører vi har).

Efter roning kan du mandag til torsdag købe mad og spise den sammen med dine rokammerater på 1. sal. Det er en rigtig god måde for dig at lære klubben og dine nye rokammerater at kende.

Vi anbefaler generelt, at du som minimum kommer én gang om ugen i den periode, hvor du går til instruktion, så det du har lært den ene gang, ikke er glemt den efterfølgende gang.

Der er også mulighed for selv at arrangere såkaldt ”skæve ture” på andre dage og tidspunkter end de faste instruktionsgange. Der hænger en liste med ”skæve instruktører”, der gerne vil instruere på andre tidspunkter, på opslagstavlen i bådehallen, i ”Slyngelstuen” ved baren på 1. sal og i gruppen “DSR Kaniner” på Groupcare.

Andre spørgsmål?

Du kan finde flere informationer, bl.a. om anbefalet påklædning, under Praktiske råd.

Du er også velkommen til at kontakte instruktørerne på instruktion@danskestudentersroklub.dk.

Comments are closed