Infoaften

Kom til infoaften i DSR onsdag den 3. januar kl. 19:30, og husk, at vores kok laver aftensmad med salatbar mandag til torsdag året rundt for kun 50 kr.!

I DSR kan du lære at ro året rundt, og vi har optag til instruktion i ro-ergometer hele vinteren. Når du har meldt dig ind, står vores instruktører klar søndag kl. 10:30 og onsdag kl. 18:30 for at lære dig den grundlæggende roteknik. Derudover får du adgang til alle de andre indendørsaktiviteter, som DSR byder på vinteren over.
Dertil kommer aktiviteter udenfor klubhuset, såsom orienteringsløb, badminton, skiferie med mere.

Alt dette og meget mere kan du høre mere om til vores næste infoaften onsdag den 3. januar kl. 19:30.

Der vil både være information på både dansk og engelsk, og vores flinke medlemmer vil stå klar til at svare på alle spørgsmål. Du er dog selvfølgelig meget velkommen til at starte med at ro i DSR allerede nu!

Når det igen bliver sommer har vi hver uge flere muligheder for, at du kan få din første instruktion på vandet. Herefter kan du komme til instruktion hver mandag og torsdag kl. 17:15, eller på de tidspunkter du selv aftaler med en af vores mange instruktører.

Når du har deltaget i instruktionen omkring ti gange, vil du få din roret og kan derefter deltage i klubbens mange tilbud, deriblandt motionsroning, ræserkaninholdet for nye medlemmer og meget andet. Vi skal nok hjælpe dig godt i gang, så du finder lige det, du synes er sjovt!

Hvis du gerne vil se klubben inden du melder dig ind, er du velkommen til at kigge forbi klubhuset på Strandvænget 55, København Ø. Kommer du først på aftenen i hverdagene, får du et godt indtryk af de mange forskellige aktiviteter såvel som mulighed for at møde og snakke med klubbens medlemmer. Bemærk, at dørene til klubben er låst, så du kan med fordel skrive til nedenstående mailadresse og aftale et besøg.

Du er også velkommen til at spise et varmt måltid og nyde den flotte udsigt fra klubhusets førstesal – køkkenet har åbent fra kl. 18:30 mandag til torsdag, og dagens ret med salat og brød koster 50 kr.

Hjælp os med at sprede ordet – klik her for at downloade infoaftenplakaten i stor A3 og lille A4.

Vil du vide mere om klubben, og hvordan det er at være ny i DSR, kan du finde det her:

>Ny i DSR
>Bliv medlem
>Første rotur

Har du spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte instruktørerne i DSR på instruktion@danskestudentersroklub.dk.

Instruktionsudvalget i DSR

Comments are closed